Hører du også til typen, der gerne vil leve dit liv fuldt ud, gøre dine drømme til virkelighed og udnytte dit potentiale?
Måske er du allerede godt i gang eller drømmer om det.
Virkeligheden kan imidlertid være en udfordring, da der er noget, der hedder regninger og økonomiske realiteter, og det kan være svært at finde tid nok til dem man holder af, når man også er en ildsjæl og har mange bolde i luften.
Spørgsmålet er, skal man knokle igennem, hvis man vil lykkes og udleve sine drømme?
Eller kan man tillade sig f.eks. at sove til middag midt i arbejdstiden?
Hvad er det, der gør at nogen lykkes, når deres mål, udretter en masser og virker fulde af overskud, mens andre bliver stressede og er ved at brænde ud?
Jeg er selv så privilegeret, at jeg har nået og oplevet en masse ind til videre, haft virksomhed i både Frankrig og Danmark, skrevet en bog, der snart også udkommer på engelsk, taget lange spændende uddannelser og samtidig nydt livet med min mand, som jeg er gift med på 15. år og har fire skønne børn sammen med.
Jeg har altid været god til at føre de ting, jeg sætter mig for, ud i livet og har tit gang i mange projekter, og er blevet spurgt om, hvordan jeg gør for at det ikke bliver for meget.
Der florerer mange historier om mennesker, der får succes, som arbejder 90 timer om ugen, ofrer relationerne til dem de holder af og er på grænsen til stress, hvis de da ikke brænder ud undervejs.
Jeg blev på et tidspunkt citeret af en journalist for det med mandagsluren. For som småbørns mor med fire børn hvoraf de mindste er tvillinger, er der ikke meget mig tid i weekenden, der starter kl.6 når de små vågner og slutter ved 23-tiden, når de store skal i seng. Så jeg har i mange år brugt mandagen til at lade op. Heldigvis er jeg min egen chef, så jeg kan tilrettelægge min arbejdstid som det passer mig.
Succes er i min verden ikke kun at nå sine mål, men også at have det godt undervejs og nyde rejsen. Når man når et mål er glæden alligevel kortvarig indtil et nyt mål dukker op i horisonten og man går efter det.
Uanset hvad du vil lykkes med, er det vigtigt at du passer godt på dig selv, så du har energi og overskud til at træffe de rigtige beslutninger, være effektiv, når du arbejder og være på, når det er nødvendigt.
Der er ingen, der bliver en succes fra den ene dag til den anden, det tager tid, vedvarende træning eller arbejdsindsats, og kræver, at du forbliver motiveret, så du også kan håndtere den modgang, man møder ind i mellem og hurtigt komme op på hesten igen.
5 råd til at udnytte dit potentiale fuldt ud og undgå at brænde ud:
- Det du laver skal for det meste føles sjovt, motiverende og give dig energi. Selvfølgelig er der op og nedture og ting, der ikke går som planlagt, men du skal tilpasse det du laver, så det føles godt for dig det meste af tiden
- Du skal kende dig selv og dine styrker og svagheder. Det handler om at lægge din energi, der hvor du er bedst og uddeleger eller få hjælp til de opgaver, der ikke er lige til højrebenet. Tænk på mennesker der virkelig har succes – sportsfolk, musikere, politikere, de får også en masse hjælp og støtte fra andre, så de selv kan blive på toppen. Det betyder ikke nødvendigvis at du skal bruge en masse penge på det, det kan også være at bytte opgaver med andre. For eksempel hjalp jeg en revisor med hendes markedsføring og hun hjalp mig med mit årsregnskab.
- Husk pauser og at sove – tag ansvar for din egen energi. Du skal turde lytte til dig selv. Når noget føles tungt så brainstorm efter et lettere alternativ. Stop, når du har brug for en pause, for det er vigtigt at lade op, hvis du skal kunne holde til det i det lange løb.
- Lade dig ikke slå ud af dårlige "øjeblikke", de fylder noget her og nu, men ikke i det store perspektiv. Og husk at nyde de små sejre undervejs.
- Holde fokus på målet – undgå afveje og sig fra til det, der ikke er vigtigt. Det skulle gerne være sådan, at det du vælger til, giver dig større livskvalitet og får dig tætter på dit mål.
Af: Christine Gouchault, ejer af Mors Business, forretningsrådgiver, forfatter og foredragsholder.
Læs mere om Christine og book hende her.
Skriv dig op til vores nyhedsbrev, hvor du ugentligt får gratis artikler og inspiration fra Youandx.