facebook
Hvad er kvaliteten af dine beslutninger?

7. jan. 2019

Hvad er kvaliteten af dine beslutninger?

Vil du tage mange beslutninger eller rigtige beslutninger?

Vi er som mennesker kommet helt ud af balance, fordi vi har skabt et samfund, hvor alt haster.


Det startede for mange år siden med, at vi skulle producere lidt mere effektivt, så vi alle kunne få mad og et sted at bo. Men det har for længe siden taget overhånd. Hvis man tænker på alt det, vi mennesker har udviklet for at optimere vores verden, er det reelt gået helt galt. Vi har opnået mere luksus i vores biler, i vores hjem, flere fladskærms-tv, bladpuster og andre værktøjer til at gøre livet nemmere. Men prisen har været for høj – vi har mistet kontakten til os selv og evnen til at nyde livet.

Det konstante fokus på at stræbe efter mere og optimere, har sat sig som en kronisk tilstand i os alle, og vi ved ikke længere, hvorfor vi har så travlt, det har vi bare – alt haster.


Vores krop og sind er blevet overbelastet. Det betyder, at vores hjerne hele tiden er i høj aktivitet, vores sympatiske nervesystem er latent aktivt, og vi kan ikke komme ned i gear. De fleste mennesker har tankemylder. Prøv bare at sætte dig i 10 minutter og nyde uden at tænke på noget. Du må gerne lukke øjnene, hvis du tror det hjælper. Når der er så travlt i dit hoved, er det svært at være nærværende. Prøv også at observere dig selv under en samtale, en middag eller et møde. Læg mærke til, hvor mange gange du bliver distraheret af tanker om noget helt andet. Ofte er det gentagne tanker, der forstyrrer i forskellige forklædninger.


For cirka 15 år siden, da jeg var direktør i min egen software virksomhed, blev jeg ret optaget af konsekvensen af de beslutninger jeg tog. Eller rettere af den tilstand jeg var i, når jeg tog beslutninger. Jeg kørte hver dag i højt tempo og følte mig meget effektiv. Men jeg var bevidst om mit høje tempo og at mange tanker måske kunne påvirke mine beslutninger. Jeg begyndte at meditere og prøvede i forbindelse med vigtige beslutninger at bruge meditation til at skabe mental ro og fokus. Der gik ikke lang tid før det blev naturligt for mig at skabe mental ro i forbindelse med vigtige beslutninger. Det føltes ubesværet, som en computer der er resat og fyldt med overskud.
Det var derfor med stor interesse, at jeg for et års tid siden læste en undersøgelse gennemført INSEAD og The Wharton School. (Undersøgelsen hedder: Debiasing the Mind Through Meditation.) Den viser, at meditation med fokus på åndedrættet øger vores evne til at tage beslutninger.

Grunden er, at vi har lettere ved at være til stede i nuet og ikke bliver så forstyrret af det, der er sket i tidligere eller det, der skal ske i fremtiden. Bekymringer og frygt baseret på historik forstyrrer ikke vores beslutninger.
Det er ikke et problem at arbejde i højt gear og under pres, det er ofte der, det er sjovt og der hvor vi præsterer bedst. Det kan de fleste af os godt finde ud af. Det vi er dårlige til, er at restituere, komme helt ned i gear og lade batterierne op. Over tid påvirker det vores evne til at være til stede i nuet og udover det påvirker vores evne til at nyde de essentielle ting i livet, påvirker det også vores beslutninger. For mig er meditation den mest intense måde at slappe af i krop og sind, samtidig med at jeg øger min evne til at være fokuseret.

Sidste år udviklede jeg et 4 ugers forløb, hvor deltagerne lærer at skabe mental ro, når de tager vigtige beslutninger. De træner samtidig fokuseret opmærksomhed, så de øger deres evne til at fastholde opmærksomheden på det de ønsker skal fylde i deres liv og ikke på bekymringer om uvæsentlige ting. Det virker til at være en god måde for mange mennesker til at få meditation ind i deres dagligdag, så de har en naturlig modpol til det høje gear.


Jeg har de sidste 10 år coachet mennesker, der er blevet stresset eller føler sig i konstant tidspres, og den mest almindelige bekymring, er ikke at have tid til at meditere. Hvis du har det sådan, vil jeg anbefale dig at komme i gang.


Det er ret simpelt, luk øjnene træk vejret roligt og dybt og hold din opmærksomhed på åndedrættet. Når du bliver forstyrret af tanker, skal du blot anerkende, acceptere og fortsætte med at have opmærksomheden på dine åndedræt.

Du er også velkommen til at hente meditations lydfiler på min profil: https://youandx.com/speakers/brian-nielsson/
God fornøjelse.

Vil du have nogle konkrete værktøjer til at blive mere skarp, og mindre stresset? Læs Brians 3 konkrete råd til mental skarphed, som du kan praktisere allerede i dag: https://youandx.com/hold-dig-skarp

Få adgang til en verden af inspiration

Gør som 5000 andre og tilmeld dig vores nyhedsbrev.
Modtag nyheder og gode tilbud direkte til din indbakke.

Decorative